Mikkel Hansen fra GOG til BSV
Det suverænt største talent i dansk herrehåndbold, 20-årige Mikkel Hansen, er tabt for GOG, men fortsætter overraskende i den danske liga.
Ifølge TV 2 Sportens oplysninger har Bjerringbro-Silkeborg (BSV) i hård kamp med flere europæiske klubber fået den eftertragtede underskrift fra bagspilleren. Hovedpersonen selv vil ikke forholde sig til klubskiftet.
"Lige nu har jeg fokus på håndboldbanen, og min fremtid har jeg ingen kommentar til," siger Mikkel Hansen i dag til TV 2 Sporten.
Heller ikke BSV vil kommentere det nye køb, der først kan tiltræde fra sæsonen 2009/10. Mikkel Hansen har nemlig stadig et år tilbage af sin kontrakt i GOG.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mikkel Hansens nuværende arbejdsgiver.
Det var ventet, at venstrebacken efter opholdet i GOG ville prøve noget nyt, og det er derfor en stor overraskelse, at han vælger at blive i Danmark. Efter et fænomenalt gennembrud i Champions League i denne sæson har der været stor interesse for danskeren fra en lang række af de største europæiske klubber.Quelle:
http://sporten.tv2.dk/haandbold/article ... 62660.html